På det seneste har jeg altså været lidt af en mand. I hvert fald, hvis du spørger mine to mandlige roomies, og deres forbavsede homeboys når de ser mig helt uden make-up i baggy pants og en stor hættetrøje kunne hele Jay Z’s koreografi (og altså ikke Beyoncés) til denne her:
Eller på de helt ‘gode’ dage, når jeg finder min indre Lil’ Wayne frem:
Og det er jo også godt nok alt sammen. Jeg tror det er sundt at se, at en kvinde godt kan være morgengrim hele dagen, snakke som boys’ene (selv min mor har påpeget, at jeg er begyndt at tale grimmere) og styrketræne sammen med alle pumperne. Også for hende selv, må det være sundt.
Men nu har jeg altså lige fået nok af mig selv. Så fra nu af, vil jeg være kvinde igen. Op på tæerne, ned i kjolen og ud med håret. Fingerringene skal erstatte mine ‘jeg-smadrer-dig-ar’, og neglene skal have en tur på venstre side af politikskalaen.
I’m gonna walk like this becuase I can back it up
Så vil jeg huske på, at jeg er en del af universet og THE UNIVERSE IS A WOMAN
Og ellers bare give mig selv lov til at høre det her resten af dagen:
BlogPlug 