Jeg sad i dag og hørte musik, den gode gamle Tom Waits. Og denne sang siger alt om, hvordan jeg havde det med at blive voksen, da jeg var lille:
(man bliver åbenbart nød til at se videoen på youtube, men gør det, den er nice!)
“When I’m lyin’ in my bed at night I don’t wanna grow up Nothin’ ever seems to turn out right I don’t wanna grow up How do you move in a world of fog That’s always changing things Makes me wish that I could be a dog”
Da jeg var lille, ville jeg gerne være lille hele mit liv. Jeg glædede mig ikke til at blive ældre, som alle de andre.
I min dagbog skrev jeg blandt andet: ” jeg vil altid være barn, jeg vil aldrig have en kæreste, jeg vil altid ride på min hest, jeg vil altid bo på landet”. Well, her er jeg så – i byen, har boet sammen med en der kan beteges som kæreste i over et år, uden hest og med bryster – Dammit!
Egentligt er det jo godt at leve der hvor man er, uden hele tiden at ville videre i livet, men jeg var måske lidt for meget. Dem der har kendt mig ved, at jeg virkelig kæmpede imod da tegnene på voksenliv først trængte sig på – men lige meget hvad jeg gjorde, voksede de bryster altså alligevel (dog en del senere end mine jævnaldrende, så noget må have virket).
“When I see the price that you pay I don’t wanna grow up I don’t ever wanna be that way I don’t wanna grow up Seems like folks turn into things That they’d never want The only thing to live for Is today…”
Men faktisk tror jeg endelig, jeg er ved at få fred med min alder (det lød som titlen på en meget dårlig selvudviklings bog?). Livet starter fredfyldt og bekymringsfrit uden viden om noget som helst, så kommer der kæmpe kaos af viden og eksistentiel forvirring og med tiden begynder det hele at passe sammen igen. Jeg tror, at livet (kan) slutter ligeså fredfyldt, som det startede. Så jeg glæder mig til at blive ældre, eller i hvert fald har jeg ikke længere noget imod at blive det. Egentligt er jeg desuden ret glad for, at jeg fik bryster alligevel.
BlogPlug 