In principio erat verbum

I begyndelsen var i sandhed ordet!

I hvert fald på min lørdagmorgen

Og ja, det er mig her med bogudsalg i hele hovedet. Igår var der stor fest i min lejlighed, men jeg tog ikke med. Jeg ville hellere på bogudsalg idag kl 9.00. Og til noget sådant skal man altså være skarp i skallen og hurtig som lynet før alle de andre øøøh gamle mennesker og tilfældigt forbipasserende. Tror nu officielt, at jeg er stemplet som freak i Bog og Idé på Købmagergade og i mine roomies vennekredse. I butikken også lidt fordi, at jeg fyldte hele kassen med alt fra karton til myter og kuglepenne, for så liiiige at læse kataloget igennem en ekstra gang forud for endnu en rundtur i butikken:

http://flipflashpages.uniflip.com/2/45305/83146/pub/

Nå, et gavekort på 200 kr og lidt til var alt jeg skulle slippe for disse sager:

+ 3 stykker store karton (altid anvendeligt jo), 8 linierede blokke og to kuglepenne. Jeg er glad. Selvom jeg faktisk blev lidt skuffet over udvalget. SÅ stort er det udsalg heller ikke – men det er min løndwarf vist også glad for. (Ja, løndwarf ér et ord!).

Dagens bedste køb (i selskab med en pænt morgentræt Stinne):

PS! Der er også udsalg imorgen(!)  bl.a. med nogle fine kogebøger af Klaus Meyer.

Efterbilleder [Persistence of Vision]

Er en udstilling i Kunsthallen Nikolaj, som jeg har besøgt, mest fordi jeg var til foredrag den anerkendte new media-forsker Andrew Hoskins. Det var faktisk en smule tilfældigt, at jeg faldt over arrangementet, men hvor er jeg glad for, at det var lige dén sten jeg snublede over.

Hoskins fortalte (på et meget universitets-agtigt og koncentrationskrævende britisk) om sin forskning i nye sociale medier, og hvordan de påvirker vores personlige og kollektive hukommelse. Det lyder måske lidt tørt – men han var sej, emnet var spændende og fx det med at blogge blev efterfølgende debatteret kraftigt i mine tanker.

Nå, men ham Hoskins er jo taget hjem igen. Det er udstillingen bare ikke. Og jeg vil faktisk godt mene, at den kan anbefales. Den er meget oplevelsesagtig, og sætter altså tankevirksomheden igang.

Her: http://www.kunsthallennikolaj.dk/index_subpage.asp?subpageIDX=590&mainpageIDX=96 kan du læse mere om udstillingen, som varer til d. 30. januar – så det er med at komme ud af hulerne i vinterlandskabet folk.

Så er det sagt

Selvfølgelig har jeg tænkt mig at passe på min krop og have respekt for den. Men jeg kan lige så godt sige det med det samme: Når jeg er færdig med den her krop, så skal den være helt færdig, helst overmalet og arret, som et lærred med lidt for mange streger. Det ville jeg have det helt fint med.

Hvor skal (søster)skabet stå?

Som retorikstuderende møder jeg en masse inspirerende mennesker. Én af dem, er Julie Thalund, som læser på samme hold som jeg. Jeg havde æren af, at være i gruppe med hende i faget Retorisk Skrivning, hvor jeg jo allerede har uploadet min færdige eksamensartikel om ingenting på vores artikelside.

Julie er noget mere meningsfuld end jeg ifht. retorisk skrivning, og hendes artikel var en af dem, som jeg har skænket flest tanker siden jeg læste alle de færdige artikler fra mit hold i december.

For det første er det jo evnen til at formidle som pigen mesterer, men det er så sandelig også valg af emne – søsterskab.  Så helt i forlængelse af Fridas indlæg for et par dage siden om veninder, kom mine tanker igen på Julies artikel, og her er den så :

http://stinnfridartilker.wordpress.com/2011/01/26/hvor-skal-søsterskabet-sta/

“Her vil jeg lige indskyde et par spørgsmål: Er en Alaïa-klædt supermodel mere værd end en kvinde i rød pushup bh og plastiklædertaske? Og hvad er had på den rigtige måde?”

Månefeber

Min fantastiske veninde, Georgina,  har en blog: www.kingdomofgina.com. Jeg læser den hver dag, og finder den fantastisk inspirerende:

Hun tager stunning pictures, og der er slet ikke nogen tvivl om, hvor mange følelser, tanker og viden, der ligger forud for hendes blogindlæg.

Både Gina og jeg kommer fra The Woods et sted, og noget har vi i ethvert tilfælde tilfælles;

Månefeberen! Hun har det på den dér, ‘svært-ved-at-sove-måde’, hvilket jeg tolker som, at hun er mere i kontakt med sig selv end jeg er. Jeg er nemlig sådan lavet, at mine hormoner er styret totalt af månen (hvilket iflg. det fælles kæmpe idol heksen fra Rold – Danni Druehild er mere end totalt naturligt – yes). Nå, men så stopper glæden også for det her. For de hormoner kan mærkes. And that sucks – enough said.

Men leve med det kan jeg altid, og så er der jo den positive side – at jeg deler mere end et venskab med Gina. – She rocks! I denne situation også fordi hendes blogindlæg om månen indeholder så mange færre ord, men måske siger meget mere end mit indlæg her lige kunne gøre.

Damn you girl ! 😉

Billeder fra: www.kingdomofgina.com

Laugh of the day

Guess who:

Det var farligt at være Irmapige i lørdags. Kom til at røve hele butikken bagefter.

Men nu kan jeg heldigvis se frem til nogle jobs i den mere flatterende ende:

Levi’s – See you the 5’th at Amagertorv

Pige helvede og paradis

Jeg har aldrig været skide god til det med piger (jeg er ikke lesbisk). Veninder, puhh bare ordet har kunnet give mig sved på panden, specielt når der er tale om veninder i flertal (grupper af piger = hjælp!). Jeg har på et tidspunkt følt, at der måtte være en misdannelse i min hjerne, så reglerne for pigeverden ikke var blevet indprentet som hos andre piger.

Jeg er blevet udsat for alle sider af pigehelvede både fysisk og psykisk. I folkeskolen blev jeg smidt ind i en væg, af en pige der var dobbelt så stor som mig, fordi jeg havde sagt et eller andet, jeg ikke måtte!? (har ingen idé om hvad det var). Senere blev jeg (faktisk sammen med Stinne) udsat for en pigegruppes vrede, fordi vi dansede på deres territorium?? Det betød knytnæver, cigaretter i nakken, vagter og to små Stinne og Frida’er der aldrig mere turde tage til halbal.

Jeg har altid valgt kun at have en enkelt veninde af gangen og for alt i verden undgået pigegrupperne, hvilket ikke er en langtidsholdbar løsning, eller taktisk smart metode til at få veninder. Så jeg tror, jeg gav op og holdt mig til fyrene.

Men når jeg tænker efter skyldes mine oplevelser med pigeverdenen ikke andet end dette:

Piger går sjældent i mærkevare for mændenes skyld, og på den måde har de i hvert fald narret mig. Jeg har været bange for piger, fordi jeg i mit lille egoistiske hoved troede, at jeg var den eneste der ikke havde styr på det hele. Efter at have indset, at alle andre piger også har problemer, nogen har endda endnu større problemer end mig selv, er det hele meget mindre skræmmende. Og der er begyndt at dukke fantastiske veninder op fra alle sider og kanter.

En af de største opvågninger for mig var søde Lones princip om, at alle mennesker er spejle. Hvis jeg  møder et menneske, jeg ikke kan lide, ved jeg, at det er fordi, den person indeholder noget som jeg også selv indeholder, eller indeholder noget jeg gerne selv vil indeholde eller være bedre til. Jeg har for eksempel længe ikke kunnet fordrage piger der var generte, men jeg må jo (selvom jeg tidligere har gjort alt for at bortforklare det) indrømme, at jeg selv har været ret genert. Af samme grund forsøger jeg heller ikke længere at styre hvordan, jeg opfattes af andre. Præcis det med at ville fremstå på en bestemt måde, som noget man måske ikke er, ligger et stort pres på en selv – måske var det i virkeligheden det pres, der fik mig til at give op tidligere.

Piger er fantastiske, deres selskab giver muligheder for at vokse på nogle helt andre måder end mænds gør, og generelt er de faktisk ikke onde. Dejligt pigeselskab gør mig gladere end noget andet, og jeg ville ikke undvære det for noget.

Min weekend har for resten set sådan ud:

Massere af dejlige piger!

(by the way – jeg har overhovedet ikke styr på det hele endnu, men jeg har jo mange år til at lære det)

Wake up in the morning feeling like

RICK ROSS!

Hello monday.

Krøller eller ej vol. 2

Lad os tale om noget andet end kønsbehåring (-ja jeg føler selv, at jeg har en samtale her, hvor jeg snakker på ALLES veje fordi emnet (mig) er VIGTIGT for alle vores læsere).

Stor stor beslutnig:

eller:

Jeg har gået lidt med tanker på, at gro mit hår langt igen. Jeg er glad for mine krøller, det er jeg helt sikkert. Og måderne jeg bliver opfattet på ifht. førstehåndsindtryk, og hvor jeg ‘kommer fra’ er selvsagt forskellige alt efter, hvordan hårpragten ligesom er. Jeg kan meget godt lide begge dele, og tænker så på, om jeg skal gå tilbage til det glatte lag.

Det er desuden klart, at mine tanker på det (selvom jeg ikke helt vil indrømme det over for specielt ham) blev forstærket med ordene:

“Da jeg så dig første gang med det nye hår tænkte jeg ‘årh okay, det var sgu frækt’, men da jeg så så nogle billeder af dig ugen efter med det lange hår, så kom jeg altså bare sådan lidt til at savne det gamle”.

og:

“Jeg tror jeg bedst kan lide det lange, fordi at jeg så kan se dit ansigt bedre”.

Så veninderne måtte med på råd. Jeg har super fantastiske veninder, som generelt mener, at begge frisurer er flotte. De kan godt se, hvorfor jeg tænker på, at få det langt igen, men samtidig synes de også at ‘afroen’ klæder min personlighed rigtig godt. Nu har jeg så lavet en krøller/eller ej – liste, hvor to af mine absolut bedste veninder reelt tager stilling:

veninde 1: “Jeg synes du skal få langt hår igen, hvis din mand siger det. Sådan er det at være kvinde”

og

veninde 2: “Bare det, at du tager hans syn på dig med i sagen gør, at du FANME skal beholde dine krøller. Stram op Stinne!”

Begge udsagn indeholder selvfølgelig en god portion humor, men ærligheden er også lige til at se. Og udsagnene siger vel også en del om det med, at man er en afspejlning af sine bedste venner: jeg er lige i midten af de to udsagn når det kommer til det rent ideologiske – selvfølgelig skal han på ingen måde bestemme, hvordan jeg skal se ud. Men det er klart, at jeg jo faktisk også blev glad i synet da jeg så, at han havde klippet sit hår på den måde, som jeg engang har bemærket at jeg bedst kan lide. Og klart er det naturligvis også, at jeg godt ved, that he’s into me – krøller eller ej.

Altså stadig forvirret vælger jeg at tilspørge oraklet – min chef.

Han kunne sådan set også godt se, at det andet hår var pænt. Men det er klart, at når der er kunder (jeg arbejder hos et event- og promotionfirma indskyder jeg lige her(!)) som skal vælge enkelte ‘modeller’ ud blandt firmaets mange piger, så gør mine krøller bare, at man lægger mere mærke til mig, og det er måske i sidste ende (tænker jeg) også derfor, at jeg får så mange jobs som jeg gør. … …

Beslutning: I NEED DOLLARS DOLLARS, DOLLARS IS WHAT I NEED.

Jeg er kold kynisk og kontant. Det bliver endnu en omgang med ‘krøller’ og ‘se-mig-effekt’. Og så er det jo også bare hår, så mon ikke det vokser ud igen altså.

Nå, nok ligegyldige overvejelser ang ‘skønhed og udtryk’ herfra – Tak for snakken!

FUCK Gucci !!

Og fuck alle de andre skomærker! bare giv mig mine fivefingers..

Okay, jeg bruger dem kun til løbetræning og skovture. Men mine fødder skinner som en sol når de har været der i, og folk går ind i lygtepæle, fordi deres øjne sidder fast på mine fødder – prøv det! www.alun.dk